logo

...

 

 

 

Novemberspejl

 

Værker af Stanislaw Baj og Hans Pauli Olsen
Fernisering 12. november kl. 14:30


November er vel årets mest "udskældte" måned. Digteren Henrik Nordbrandt, der er kendt for sit tunge digt om måneden kan man også se citeret for at sige at "man kan vel ikke ligefrem blive glad for at bo i Danmark i november, men man kan vænne sig så meget til det at man ikke springer ud fra altanen".
November er den sidste måned i efteråret. Løvfaldets smukke farver forsvinder; tåge, regn og blæst kan præge hele uger, og den første sne og frost dukker op uden at det rigtigt bliver til noget. Mørket får overtaget, og med det måske også tungsindighed og indadvendt tristhed. Men det er også måneden, hvor der er tid til at være indadvendt; at lade roen falde på sig, fordybe sig, tillade sig selv at være tankefuld, og måske lidt virkelighedsfjern.

 

Mørk er november og løvfaldet slut,
vandet begynder at fryse,
lyset fra solen og blomsterne brudt,
da må vort hjerte selv lyse.

...
(uddrag af digt af Thorkild Bjørnvig).

 

Stanislaw Baj

Stanislaw Baj, der tidligere har udstillet på Galleri Salling i 2013, er en af Polens mest kendte malere. Han har afholdt tæt ved 100 separatudstillinger og deltaget i endnu flere gruppeudstillinger både i Polen og i udlandet. Han er repræsenteret i flere polske museers samlinger samt i private samlinger både i Polen og i udlandet.
Stanislaw Baj er født i 1953 i Dolhobrody, en landsby i det østlige Polen ved grænsen til Hviderusland. Trods ansættelse som professor på Warszawas Kunstakademi, tilbringer Baj størstedelen af sin tid i sit tilhørssted, Dolhobrody, hvor han stadig ejer og bebor barndomshjemmet, og hvor han har sit atelier.
Her finder han også inspirationen til sin billeder. Portrætter af sin mor, landsbyens beboere og dyrelivet i det gamle bondesamfund. Men først og fremmest på "Bajs place". Et åbent sted i skoven ved en bugt på floden Bug, hvor det er muligt at lade øjet strække ud op og ned ad den langsomt strømmende flod.
På alle årstider, på skiftende tider på dagen og i skiftende vejrlig, men altid med en kontemplativ følsomhed, der fanger betragteren i en særlig stemning, der kan blive næsten hypnotisk. Tanker om naturen trænger sig naturligt på; om floden, der er den sidste af de store Europæiske floder, der ikke er reguleret, og som ofte går over sine bredder, og nogle gange skifter leje. Og tanker om spejlinger af naturen, af "virkeligheden" i det langsomt strømmende vand.
Men også om floden som grænsen mellem Polen og det sidste diktatur i Europa, Hviderusland, og derfra til tanker om en urolig verden kontra den uforanderlige natur.
Om det er derfor billederne på den aktuelle udstilling overvejende er mørke, nogle næsten helt sorte, ved man ikke, men ser man efter, er der også næsten altid et lys. Om så kun et glimt af en månestråle, eller et genskær forstørret fra flodens vand i ofte abstrakte fragmenter.

 

Hans Pauli Olsen

Den færøske skulptør Hans Pauli Olsen, der er født i 1957 og uddannet på Kunstakademiet i København, har ligeledes tidligere været udstillet på Galleri Salling. Han har i øvrigt deltaget i utallige gruppeudstillinger, adskillige separatudstillinger, og har udført mange udsmykningsopgaver og offentlige bestillingsarbejder, ikke mindst til Færøerne, men også med bl.a. portrætbuster til kongehuset. I 2016 har Hans Pauli Olsen bl.a. haft en meget rost udstilling på Nordatlantens Brygge "Stående billeder".

Mennesket er som oftest tema og motiv i skulpturerne, ofte med udgangspunkt i klassisk modellering og i inspiration fra Rodin, men figurerne forestiller ikke mennesker som sådan, men figurer, der træder i deres sted.
Det færøske ord for skulptur, standmyndir, kan oversættes som "stående billeder", og Hans Pauli Olsen arbejder med skulpturen som tre-dimensionalt billede, hvor man kan komme rundt om, bag om, billedet og opleve skulpturerne i forskellige virkeligheder og belysninger. Ofte er de "stående billeder" spejlinger eller gentagelse af samme figur, men i en anden position eller et andet rum, andre gange indgår i de i en kukkasselignende opstilling, hvor de bliver en undersøgelse af genstandens samspil med det omgivende rum.

På ferniseringen er galleriet vært for en let servering.

Udstillingen fortsætter året ud.


Efter ferniseringen den 12/11 er der åbent weekender kl. 11-17. Der er lukket den 24. og 25. december, men åbent 2. og 3. juledag, den 26. og 27. december, også 11-17. Alle er velkomne. Vel mødt.

 

 

Galleri Salling pÅ Facebook

 

Vi inviterer dig til at synes godt om ...

 


 


 

 

 

 

 

 

 

 

 


 


logotj

 

 

Skulpturfortællinger er en spændende indføring i en af vor tids mest anerkendte og elskede danske skulptører, Pontus Kjerrman. Kr. 200,-
Hent pdf-brochure om bogen.

 

fh

 

 

Fra Fjorden af maleren Finn Have, med tekst af Preben Heide og digte af Knud Sørensen. Kr 249,-
Hent pdf-brochure om bogen.

 

fh

 

 

Urlandskabets billeder med malerier af Helga Kristmundsdóttir. Kr 135,-
 
.
 
 
Nordjyske horisonter med malerier af Henrik Scheel Andersen og digte af Knud Sørensen. Kr. 198,-
 
.
 
 
Kirsten Kleins En hymne til Irland genudgives på Galleri Sallings nye forlag Tjaldur. Den kan købes i din boghandel eller i galleri Salling. Pris: 400 kr.
Læs mere om bogen her
 
 
.